|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 06-06-2024 Bo Holm Jacobsen: Jorden KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Det er store spørgsmål, forfatteren her tager hul på, og det hele skal afklares på 60 sider - endda små sider uden illustrationer, for sådan er reglerne i serien Tænkepauser fra Aarhus Universitetsforlag. Jacobsen starter med Big Bang for knap 14 milliarder år siden og bevæger sig i kæmpe tigerspring gennem galaksers opståen frem til Jordens fødsel som en del af planetdannelsen rundt om vores helt egen stjerne, Solen, for 4,5 mia år siden. Det skete ved, at to mindre planeter Tellus og Theia bragede ind i hinanden og i et (formodentligt) voldsomt forløb smeltede sammen og slyngede store fragmenter ud - det blev så til månen. Derpå gik det hurtigt på den nydannede planet, Jorden: der var masser af flydende jern (og lidt nikkel), der i løbet af kun timer eller dage sank ned gennem havet af magma, flydende bjergarter. Hermed blev Jordens kerne skabt: en ydre flydende og en indre fast kerne af jern og nikkel -overgangen mellem de to lag er Lehmann Diskontinuiteten (opkaldt efter seismologen Inge Lehmann). Den først skoldhede magma blev efterhånden afkølet og blev fast - Jordens stenkappe opstod. Så faldt temperaturen på Jordens overflade til under 100 grader, og oceaner kunne dannes s 12 Vandet kom dels ud af vulkaner som vanddamp, dels leveret af millioner af kometer. ’ Atmosfærens vanddamp fortættede sig til et bibelsk skybrud, som oversvømmede hele planeten’, skriver Jacobsen her, medens han et andet sted regner ud, at Jordens samlede mængde af vand rækker til et to kilometer dybt hav, hvis det var jævnt fordelt over hele kloden. I Jordens tidlige historie var al fast land samlet i et enkelt kontinent, Pangæa, med ét kæmpe ocean udenom. Det fik vi at vide af Alfred Wegener for 100 år siden, men hvordan opstod så dannelsen af de kontinenter, vi kender? Her er der tale om Jordens kraftigste motor, skriver forfatteren. Den finder vi dybt nede i lithosfæren - 100 - 200 km nede, hvor temperaturen er tæt på 1.300 grader holdt ved lige af radioaktiv uran, thorium og kalium. Her dannes en type særlig tyndtflydende magma (Jacobsen taler om en konsistens som sirup!) Denne tynde, lette magma flyder så op til overfladen af kappen, hvor den bryder igennem. Det var den proces, der flåede kæmpestore Pangæa fra hinanden til de kontinenter og de verdenshave, vi kender i dag. Det er også denne lette magma, der udgør den øverste del af Jordens kappe - den såkaldte jordskorpe, som har en meget varierende tykkelse fra 7 til 70 kilometer. Når magmaen afkøles og synker ned igen, kan den undervejs presse sig ind under eksisterende plader og skubbe dem op, og sådan opstår bjerge og bjergkæder. Det er voldsomme kræfter, som ikke kun ligger langt tilbage i Jordens historie, men stadig er i høj grad aktive. Det forklarer, hvorfor nogle steder på Jorden er mere end andre udsat for jordskælv og vulkanudbrud - og hvad sammenhængen er mellem disse store geologiske begivenheder, hvor velkendte bjergarter som kalksten, sandsten og mange andre dannes. ’ Vores moderne samfund jagter sten og vi smovser i grundstoffer’, skriver Jacobsen indigneret og fastslår nogle fagbegreber: sten består af mineralkorn med hver deres veldefinerede sammensætning af grundstoffer samt en veldefineret krystalform, og en malm er en bjergart, som indeholder krystaller med netop det/de grundstoffer, som vi mennesker gerne vil have fat i. Det er ikke bare de velkendte fra jern til guld, men også de ’hightech’ metaller, som vi skal bruge i computere, elbiler og jetmotorer - for slet ikke at tale om fosfor og kalium til intensivt landbrug. Desuden har vi forbrugt fossile brændstoffer i chokerende udstrækning og produceret affald indeholdende over 100.000 miljøfremmede industrikemikalier. ’ Mennesket er vokset til en kraft af geologiske dimensioner’, skriver forfatteren og forklarer, at en geologisk tidsalder skal være videnskabeligt veldefineret, have et præcist starttidspunkt, og der skal være defineret et bestemt jordlag, som indikerer tidsalderens begyndelse. En arbejdsgruppe af geologer og palæontologer har kaldt denne tidsalder for den antropocæne og har foreslået starttidspunktet 1. januar 1950, fordi atomprøvesprængninger de 15 følgende år spredte plutonium ud over hele jorden, hvor det i tusinder af år vil kunne findes netop som et tydeligt jordlag, der markerer den antropocæne æras begyndelse. Men hvordan ender så det hele? Der er vist ingen vej udenom, at jordens dage vil være talte om syv milliarder år, hvor jorden vil falde ind i solen - af stjernestøv til stjernestøv er overskriften på det sidste korte kapitel i bogen - for jordens atomer vil indgå i dannelsen af nye stjerner. Bo Holm Jacobsen skriver engageret, engagerende og livligt - dermed mener jeg, at han ser ud til at bruge begrænsningen på de 60 sider som en slags trampolin som afsæt til at udfolde de store linjer i Jordens geologiske historie samtidig med, at han får forbløffende og imponerende mange detaljer med. Egentlig savnede undertegnede ikke noter eller litteraturhenvisninger, som jeg ellers plejer at være glad for. Tænkepauserne har fået sin egen identitet. Bogen er udkommet i serien Tænkepauser fra Aarhus Universitetsforlag 4 december 2023 Sendt på Radioupdate 6 juni 2024 Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
|
