|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 18-11-2025 Kristina Antivakis: Jeg stalker KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Det er to kvinder og fire mænd, der fortæller deres historier - alle seks har de været stalkere, men deres historier er vidt forskellige, som de hver især fortæller til Kristina Antivakis, og som (naturligvis) er gengivet totalt anonymiserede - for at beskytte både dem, der fortæller, men sandelig i lige så høj grad deres ofre. Den hyppigste type er den afviste stalker: en person (mand eller kvinde), der har oplevet et brud tit med en kæreste, men det kan også være nært familiemedlem eller f.eks. en god ven. Der er også eksempler på den intimitetssøgende stalker, der søger kontakt med en helt fremmed ud fra en vrangforestilling om, at der eksisterer en relation mellem stalkeren og offeret - selvom de aldrig har mødt hinanden. Ikke sjældent kan det her går ud over personer, som er velkendte i offentligheden - det giver forfatteren eksempler på i et af de forklarende kapitler, der er skudt ind mellem beretningerne fra stalkere. Den inkompetente stalker er typisk et menneske, der ikke evner at aflæse ganske almindelige sociale signaler. F.eks kan hjælpsomhed i et supermarked eller bare et venligt smil fortolkes som et udtryk for gensidig interesse. Den hævngerrige stalker kan f.eks. være en person, der føler sig dårligt behandlet af en offentlig myndighed - eller eventuelt af en nabo. Stalking i sig selv er ikke en diagnose, understreger Antivakis, det er en adfærd. Noget andet er så, at en del stalkere har en eller flere psykiatriske diagnoser, det gælder f.eks. den psykopatiske stalker. Heldigvis udgør denne type kun omkring fire procent af stalkerne, men udvikler sig til gengæld i en del af tilfældene til voldsforbrydere. Når man læser stalkernes egne fortællinger her i bogen, står det dog klart, at det for den enkelte sjældent handler om én enkelt følelse eller har én enkelt forklaring, sådan som Antivakis formulerer det i et efterskrift. Mads, 38 år og salgsassistent er en af dem, der fortæller. Han fik sin første kæreste i 9. klasse, og han fortæller, at han egentlig ikke var forelsket i hende, men blev meget glad for den tryghed, han lærte at kende i hendes familie - den perfekte familie, fortæller han, hvor han oplevede en omsorg og tryghed, han aldrig havde kendt i sit eget hjem. Hans svigerfamilie kom endda og så ham spille håndbold, hvad hans egne forældre aldrig havde gjort - derhjemme var dagligdagen præget af forældrenes store forbrug af alkohol. Forholdet til kæresten sluttede efter fire år og samtidig holdt han op med håndbolden. Han prøvede at spørge pigen, om de ikke skulle ses igen, men det ville hun ikke, og så begyndte han at stalke hende - både digitalt og ved at køre forbi hendes lejlighed for at lure på, om hun mon havde fået en ny kæreste. Selv fik han en ny kæreste, som han slog op med og derpå fortrød. Det samme mønster gentog sig med, at han stalkede hende. Endnu et kæresteforhold holdt ikke og endnu engang begyndte han at stalke - og det blev et mønster, også selvom han fik en kæreste og endda her blev far til to børn. Til sidst gik det op for ham, at han havde et problem med stalking. Han henvendte sig til Dansk Stalking Center og fik en samtale med en psykolog her, Laurids Møller. Samtalen er gengivet i bogen og er god at få forstand af. Mads er den eneste af stalkerne i bogen, der ingen tilhold eller domme har fået. Mangel på tryghed og omsorg i barndomshjemmet - typisk i forbindelse med forældres alkoholforbrug kan lede til stalking i voksenlivet. Men at det bestemt ikke altid er tilfældet, fremgår af Mettes historie. Hun blev adopteret fra et børnehjem i Columbia ind i en familie i en lille jysk by, hvor hun voksede op i en varm, tæt og rummelig familie, som også omfattede både en farmor og mormor, og hendes store behov for tryghed blev fint opfyldt. Mette havde lidt faglige problemer i skolen, men understreger, at hun ikke blev mobbet, tværtimod, siger hun, og så var der sporten, specielt håndbold, som hun var supergod til og fik anerkendelse for. Hun kom på en sportsefterskole og talte med sin træner om, at hun måske kunne blive udtaget til A-landsholdet. Men så skete katastrofen, da hendes krop pludselig svigtede. Hun viste sig at have en meget sjælden kronisk lidelse, blev akut opereret og indlagt i tre måneder. Det var helt slut med håndbold. Til gengæld var hun fanget i systemet og på dagpenge, mens hun ventede på et fleksjob. Ulykkerne toppede, da hun fik besked af lægen om, at hun ikke ville kunne klare en graviditet, hun havde altid drømt om at blive mor. Samme dag fik hun øje på navneskiltet på en tilfældig ansat på afdelingen - hun havde aldrig talt med hende. Men pludselig fik hun mærkelige tanker om, hvordan hun kunne skade hende. Samtidig med at hun optrappede et alkoholforbrug, begyndte hun at stalke kvinden - gennem et helt år. Det endte i et tilhold og derpå gentagne mønstre med alkohol og stalking - og i alt tre tilhold. Men hun fik hjælp fra sine forældre og lidt senere også fra Dansk Stalkingcenter og deres psykolog Laurids Møller. En af deres samtaler citeres i bogen, hvor Laurids siger om stalkere, at det ofte tager tid for dem at indse, hvor meget de kan ødelægge….og når de indser det, vil de gerne stoppe og have svar på hvorfor. Mette selv forklarer afslutningsvist, hvor vigtigt det er at hjælpes til at stoppe, og at årsagen til, at hun medvirker i bogen er, at hun tror, der findes mange som hende, der aldrig søger hjælp. Mads og Mette er to af de seks medvirkende, tidligere stalkere. Kernen i bogen er deres egne ord - gengivet fra samtalerne med Antivakis. De giver indsigt i, hvad der er foregået - og hvad der gik forud. De har haft deres egne kapitler til gennemlæsning hver især, og forfatteren understreger, at de alle har haft et ønske om at hjælpe andre til at erkende, hvor skadelig for deres ofre stalking er - og finde ud af at stoppe eller helst slet ikke at begynde. Kapitlerne fra Stalkingcentret og fra deres psykolog er vigtige - og kloge. F.eks. er der et kapitel henvendt til ofrene for den ubehagelige og skræmmende oplevelse stalking er. Her findes gode råd og nyttig kontakt-info blandt flere andre til politiet. For at nævne bare ét godt råd, så er det, at man skal være helt tydelig overfor stalkeren - fortælle, at man ikke ønsker kontakt - og derpå ikke svare på nogen form for henvendelse. En stalker vil opfatte enhver kontakt derefter som en invitation. Allersidst i bogen er en kildeliste og meget vigtigt: Lovgivning om stalking (forbløffende nyligt indført) samt lidt statistik. Bogen er med sin fine opbygning og blik for mange væsentlige aspekter af stalking god at få forstand af. Den er på 232 sider og udgivet på Politikens Forlag 14. november 2025. Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
|
 |
